Tvang eller træning?

Overflod af træningsaggregater

concord

Jeg bliver til stadighed imponeret og forundret over den hittepåsomhed, der afspejles af de mange forskellige ”trænings”-aggregater, der ganske hyppigt dukker op på YouTube eller Facebook. Langt de fleste anordninger er designet til at give rytteren mere kontrol over sin hest, og gerne samtidig at bringe den i den ønskede fysiske ramme. Et fællestræk er, at de typisk gør rytteren i stand til, gennem forskellige former for udveksling, at lægge et væsentligt større pres på hesten (oftest i eller omkring munden), end det rytteren føler han/hun sender afsted. Nogle af disse aggregater lovprises ligefrem som værende velegnede til begyndere/børn der ikke har kræfter nok til ellers at styre deres hest. F.eks. denne Equi Smart Control http://youtu.be/ilQiAv9E-rw der kombinerer presset fra biddet med et pres under hestens hage.

Velfærd og sikkerhed ved tvang

Min tanke, når jeg ser disse produkter, er, at der er gået noget fundamentalt galt i vores opfattelse af hesten som levende væsen og ikke blot en tennisketcher, og i vores uddannelse af rytterne. Da langt de fleste, hvis ikke alle, af disse kontrolproblemer kunne løses gennem ordentlig træning med forståelse for hestens natur og læringsmekanismer. En ting er, at det hestevelfærdsmæssigt er uhensigtsmæssigt at anvende disse dimser, noget andet er, at de ofte giver rytteren en falsk tryghed. Nu går jeg jo meget op i ridesikkerhed (du kan læse mere om ridesikkerhedsprojektet, mine foredrag og kurser på www.ridesikkerhed.dk), og set fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt er alle disse aggregater ikke med til at gøre ridningen mere sikker, måske snarere tværtimod. Når det bliver nødvendigt at anvende den form for pres for at kunne kontrollere hesten, hvad end det er ved hjælp af mere almindelige virkemidler som bid med udveksling (stangbid, 3-ringsbid), hackamore med lange stænger eller glidetøjler, eller det er gennem nogle af de mere ”kreative” aggregater, så skyldes det jo i bund og grund, at hestens forståelse af basissignalerne er for dårlig. Hvis hestens forståelse for signalerne (f.eks. stop) er dårlig, så bliver den også mindre sikker at ride på, uanset hvor mange hjælpeaggregater vi bruger. Samtidig vil en hest, der udsættes for et højt pres, også være i større risiko for at sige fra på en voldsom måde i en ekstra presset situation. Ydermere bruger hesten sin hals som balancestang, og hvis den bukker eller stejler, mens den er forhindret i at bevæge halsen frit, så er der endnu større risiko for at den vælter, med fare for alvorlige skader på rytteren til følge.

Jeg mødte for noget tid siden en ung kvinde, der var ude og ride tur på sin hest, langs en landevej. Hun havde givet hesten glidetøjle på, tydeligvis for at kunne styre den, da den var voldsomt bange for biler, selvom jeg trillede stille forbi med god afstand, så var den lige ved at hoppe ind i en hæk, også selvom den var krøllet godt sammen med glidetøjlen. Var jeg nu dukket hurtigt op ud af et sving, så var hesten måske blevet så forskrækket den havde kylet hende af eller var styrtet, også selvom den var krøllet sammen, det er ikke nogen garanti mod, at en panisk hest laver krumspring.

Vidensbaseret træning – adfærd og læringsmekanismer helt fra barns ben

Havde før nævnte rytter i stedet langsomt tilvænnet hesten til trafik, gerne sammen med en rolig hest, og havde hun trænet dens basissignaler rigtig godt hjemmefra, så havde hun kunnet undgå glidetøjlen, og have haft en rar og sikker tur på sin hest. For at en rytter er i stand til at vælge denne løsning, så kræver det først og fremmest at man bliver opmærksom på, at man har et problem, og dernæst at man får den viden, der skal til for at løse det på en hensigtsmæssig måde.

Det jeg gerne så vi gjorde, frem for at købe os fattige i avanceret udstyr, det var at lære helt fra nybegynder stadiet, at en hest er et levende væsen, der skal behandles med respekt, og at den bedste måde at få en lydig hest er ved at belønne den for at gøre det rigtige, og med belønne mener jeg såmen blot, at vi husker at give efter på tøjlen når den stopper, og at holde op med at drive når den går frem (det er det der i læringsteorien hedder negativ forstærkning), det er så simpelt, at selv helt små børn kan forstå det, og det er super effektivt. Jeg plejer at forklare det på den måde, at når vi løsner på tøjlen eller stopper med at drive, så siger vi ”JA TAK” til hesten, så ved den, at det rigtige svar på et tag i tøjlen er at sætte farten ned, og dermed kan vi træne den til at reagere bedre og bedre på stopsignalet.

Så mit budskab er, at næste gang du, dit barn eller din rideveninde står med en træningsmæssig udfordring, og overvejer (eller ridelæreren foreslår) at anvende en øget form for tvang, hvad end det er et skarpere bid, en ”hjælpe”tøjle eller et af disse træningsaggregater, så stop op, kig på hesten, kig på dens grundtræning, er der styr på basissignalerne?, forstår den hvad rytteren beder om? Er den bange eller utryg? Og så sæt ind med bedre træning, frem for øget tvang. Mangler du den viden der skal til for at træne bedre, så find en instruktør med en solid faglig baggrund eller deltag i kurser/foredrag om adfærd og læringsteori, og stil krav til uddannelse og viden hos dit eller dit barns ridelærer.

Hvis du tænker ”Hvor finder jeg det?” så kan jeg f.eks. anbefale dig at kigge efter en Blue Berry Hill basisinstruktør. Vi har gennemgået en omfattende uddannelse i både adfærd, læringsteori, biomekanik og formidling, du kan finde din nærmeste instruktør her: http://www.blueberryhill.dk/index.php/find Du kan også få mig ud og holde ridesikkerhedsforedrag i din klub, det kan du læse meget mere om her / og endelig kan du deltage i mine online kurser om adfærd og læringsteori og om klikkertræning, dem kan du læse mere om og købe adgang til på http://shop.ridesikkerhed.dk/ Lige nu kører der ekstra gode tilbud, hvor du får adfærd og læringsteorikurset, der starter 11.11.13 til kun 400 kr. frem til 27.10 (herefter 800 kr.) og klikkertræningskurset, der starter 21.10.13 får du også til 400 kr. frem til 20.10

Så er der bare tilbage at sige ”God træning”

Merete Stenner

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar