Hvorfor gør min hest... om adfærd

Hvorfor gør min hest det?

Når jeg snakker med andre hestefolk falder snakken ofte på problematisk adfærd hos heste, heste der tolkes som besværlige, dumme, frække, ondskabsfulde eller på anden måde umulige. Når vi så ser nærmere på hesten og problemet, så viser det sig som oftest, at der er en forholdsvis simpel forklaring, hvis vi tager udgangspunkt i hestens adfærdsbiologi. Derfor har jeg her valgt at give en kort beskrivelse og forklaring på hestens adfærd og naturlige reaktionsmønstre, så disse misforståelser kan undgås til glæde for både hest og rytter.

Adfærd

For at forstå, hvorfor hesten gør som den gør, er vi nødt til at vide noget om dens naturlige adfærd, og det liv evolutionen har designet den til at leve.

Hesten er først og fremmest planteæder, den er et steppedyr og et flokdyr, og dens adfærd er styret af motivation for de 5 F’er: Flok: Vilde eller ferale (dvs. tamheste, der er blevet sluppet løs og nu lever vildt, f.eks. mustanger i USA og brumbyer i Australien) heste lever typisk i grupper med 2-20 individer, grupperne er dog sjældent større end 8 (Simonsen, 1999). Der findes familiegrupper, med én hingst og hopper, samt deres føl, plagegrupper, med unge hingste og hopper inden de bliver del af eller selv danner familiegrupper, og ungkarlegrupper, med unge hingste, der ikke har nogen hoppeflok. Denne flokstruktur har været en afgørende overlevelsesmekanisme for hestene. En hest, der er en del af en flok er i meget mindre risiko for at blive dræbt af rovdyr end en enlig hest. Ikke alene kan det være sværere for rovdyrene at komme til at nedlægge en hest, når den er i en flok, det bliver også mindre sandsynligt for den enkelte hest, at det er den, det går ud over, når der er en hel flok at tage af, og endelig giver det hesten en fordel, at de er flere til at være på vagt, så det f.eks. er muligt at skiftes til at holde vagt og sove. Det at være en del af en flok opfattes også af nutidens tamheste som en væsentlig sikkerhedsfaktor, og er grunden til, at det er uhensigtsmæssigt at have heste opstaldet uden artsfæller, og at heste kan udvise forskellige former for separationsangst, når de tages væk fra flokken. Ud over at flokken har et instinktivt sikkerhedsmæssigt aspekt for hesten, så knytter mange heste også nære sociale relationer, en form for venskaber, til bestemte af deres fold/staldkammerater. Disse relationer kan både betyde, at hesten reagerer kraftigere på adskillelse fra nogle heste end fra andre, men det kan også udnyttes i træningen ved f.eks. at berolige hesten ved at træne sammen med yndlingskammeraten.

Flugt: Det er en grundlæggende overlevelsesstrategi for hesten at flygte fra farer, hvilket har været yderst hensigtsmæssigt i naturen for at sikre sig mod rovdyr. Men i dag er hestens flugtadfærd en af de største risikofaktorer ved ridning og omgang med heste.

Føde: Et helt basalt behov hos hesten er føde, og heste bruger i naturen omkring 12 timer i døgnet på at æde (Simonsen, 1999). Hesten er designet til at æde hyppigt i små mængder og primært grovfoder. For moderne heste er det at få dækket deres kaloriebehov sjældent et problem, snarere tværtimod. Til gengæld kniber det ofte med at få foderet til at strække sig over tilstrækkeligt mange timer uden at hestene bliver for fede. Denne problematik behandles nærmere i en senere artikel, der omhandler fodring og staldforhold. Hvis føde er en begrænset ressource (enten altid eller på enkelte tidspunkter), så kan det føre til aggression mellem hestene, for at sikre sig adgang til det tilgængelige foder. Hesten (og alle andre pattedyr) har to modsatrettede systemer, der styrer den del af nervesystemet, der ikke er under viljens kontrol (det autonome), f.eks. fordøjelsen, blodtrykket og reproduktionen. Disse systemer kaldes det sympatiske og det parasympatiske. Det parasympatiske er dominerende når hesten er rolig, og det fremmer fordøjelse og reproduktion, mens det mindsker blodtryk, vejrtrækning og muskelaktivitet, det sympatiske virker modsat, og aktiveres når hesten arbejder eller bliver urolig, f.eks. når flugtinstinktet påvirkes. Dette kan anvendes aktivt, hvis en hest er stresset eller bange, så kan vi, ved at tilbyde den godbidder eller foder, aktivere dens parasympatiske nervesystem, og dermed dæmpe dens uro. Dette virker kun til en hvis grænse, da en meget urolig hest helt vil nægte at tage foder. Derfor kan det, at nægte at tage foder, også bruges som et mål for hestens stressniveau, hvilket især er nyttigt med heste, der kun viser få fysiske tegn på stress.

Frihed for smerte: Den motivationsfaktor, som danner grundlag for langt det meste af vores hestetræning er frihed for smerte eller ubehag. Vores brug af negativforstærkning i indlæringen, hvor hesten motiveres af pres, og belønnes ved ophør af pres (se nærmere beskrivelse i artikel 2 om læringsteori) fungerer, fordi hesten er motiveret af at slippe for det pres, vi lægger på den. Dette er et vigtigt værktøj i træningen af heste, men kan også være roden til uønsket adfærd, som heste der bukker, stejler eller stikker af for at slippe for enten det pres vi udsætter dem for, eller en eller anden form for smerte i deres krop, f.eks. som følge af uhensigtsmæssig ridning. Frihedsmotivationen kan også dække over frihed til selv at vælge, hvilket især hos unge heste, der skal i gang med træningen kan være en stor kilde til frustration. Der er det vigtigt, at vi som træner husker, at hesten ikke er dum eller fræk fordi den modsætter sig vores ønske om f.eks. at gå pænt i snor, den har bare endnu ikke lært, at det kan betale sig at følge vores forslag frem for dens egne motivationer.

Formering: Motivationen for formering afhænger naturligvis af hestens køn. Hos hingste er denne motivation altid til stede, hos hopper er den begrænset til de dage, hver 3. uge i sommerhalvåret, hvor de er i brunst, og hos vallaker er den for de flestes vedkommende ikke eksisterende, selvom enkelte vallakker dog kan udvise hingsteadfærd i forskellige grader. Da de fleste rideheste er enten hopper eller vallakker, er det især hoppernes brunst, der kan give sig udslag i ændret adfærd, her er det primært anderledes adfærd over for andre heste samt problemer med irritation over eksempelvis berøring af rytterens benunder ridning, der er vigtigt at være opmærksom på.

Hvordan bruger vi så det i det daglige?

Grunden til, at det er væsentligt at kende til de 5 F’er er, at det er det F, der er stærkest, der afgør, hvad hesten gør. Hvis der hænger en pose og blafrer over hestens krybbe, så vil hesten kun gå hen og æde, hvis motivationen for at optage føde er større end motivationen for at flygte fra den farlige plastik. Det samme gør sig gældende, når jeg beder hesten ride alene ud af gårdspladsen, det er kun, hvis motivationen for at følge mit signal er større end motivationen for at blive med flokken, at vi kommer afsted. Hvis motivationen for flokken er størst, så vender hesten om, og hvis de to modstridende motivationer er lige store, så kan det give sig udtryk i forskellige former for konfliktadfærd eller overspringshandlinger, f.eks. bukken, stejlen, skraben eller trippen rundt.

For at få motivationen for den adfærd vi ønsker til at overstige motivationen for andre former for adfærd, så kan vi enten øge motivationen for den ønskede adfærd, eller mindske motivationen for den modstridende adfærd.

For at øge motivationen for at hesten går ud af gårdspladsen, så kan jeg enten øge mit pres indtil hesten går, hvilket ofte hverken vil være behageligt for mig eller hesten, eller jeg kan have øvet mit ”gå frem” signal så meget, i mindre konfliktfyldte situationer, at det pres, der skal til at opveje ”gå hjem” motivationen bliver så lille, at det er acceptabelt for både mig og hesten, dette kan gøres både ved brug af positiv og negativ forstærkning, dette er nærmere beskrevet i artiklen om læringsteori.

Alternativt (eller samtidig) kan vi mindske motivationen for at hesten vender hjem til flokken. Her er der igen flere strategier. Vi kan straffe hesten hver gang den trækker mod flokken, eller vi kan gøre adskillelsen fra flokken mindre problematisk for hesten. Jeg vil klart foretrække den sidste mulighed. Her vil jeg foreslå man benytter gradvis tilvænning (også kaldet desensitivering), hvor hesten først føres et lille stykke væk fra flokken, ikke længere end den stadig er rolig, og dernæst føres tilbage igen. Dette gentages igen og igen, hvor afstanden til flokken og tiden væk fra flokken gradvist øges, indtil hesten kan gå flere timer på tur alene. Og hesten på den måde oplever at den altid kommer tilbage til sin flok og det derfor ikke længere er problematisk for den at forlade flokken.

Samme fremgangsmåde kan også benyttes overfor ting hesten er bange for, f.eks. plastik, biler eller andre dyr. Hesten føres gradvist tættere og tættere på den farlige genstand, dog kun så tæt, at hesten stadig er i stand til at forholde sig i ro. Samtidig kan vi også, ved at have indlært rigtig gode basissignaler øge sandsynligheden for, at hesten bliver ved at følge vores signaler i en presset situation. Jo bedre signaler som stop og frem er installeret, jo bedre virker de også under pres, og jo flere andre motivationer (f.eks. flugt) kan de overdøve.

Så når nu du har en idé om, hvad der motiverer hesten, så er min opfordring, at næste gang din hest gør noget uønsket, så kig på de bagvedliggende motivationer, er han bange og vil flygte, sulten og vil æde, eller vil han bare hjem til sin flok? Hvis vi kan gennemskue motivationerne, så kan vi arbejde med dem, og derved løse problemet med mindst muligt stress for både os og hesten.

Litteratur

Simonsen, H. B. (1999). En hest er en hest. Gyldendal.