Spændt - afspændt - spændstig både fysisk og mentalt

I lørdags, da jeg holdt mit første Tryg til hest ”live” kursus, var der noget væsentligt, der gik op for mig, som jeg gerne vil dele med dig. Hvis man er blevet utryg ved at ride, så er et af de første skridt at sikre sig, at hestens basissignaler fungerer som de skal, at man både har rat, speeder og ikke mindst bremser, dette er oftest smart først at forbedre fra jorden, da de fleste er mere trygge ved hesten der. Når den grundlæggende signalforståelse er på plads (hvilket mangler hos forbavsende mange heste), bliver det muligt for rytteren at begynde at fokusere på at ride sig selv og hesten afspændt, og det var her min aha-oplevelse indtraf. Når man er blevet bange for at ride, så er man ofte bange for at miste kontrollen, og for at hesten skal løbe. Det medfører, at man har en tendens til altid at ride med ”håndbremsen trukket”, man får altså aldrig givet ordentligt efter på hesten, hvilket på sigt medfører dårligere stopsignal, da forstærkningen i form af eftergift har en lav kvalitet, og samtidig vil man på de fleste heste øge eller opretholde deres anspændthed, når man bliver ved at ride dem på en kort tøjle. For at hesten kan arbejde afspændt, så skal den kunne strække sig frem og ned med næsen tydeligt foran lod. Med mindre hesten er veltrænet, så plejer jeg at stræbe efter at den skal gå med halsen ca. vandret og næsen pegende let fremad. Denne position giver en lang afstand fra hestens mund til rytterens hånd, og dermed også en mindsket følelse af kontrol hos rytteren. Dette var et tema vi arbejdede med hos alle ryttere på kurset, hos nogen havde rytteren det fint med at give lang tøjle i skridt, men kortede så op, når der skulle traves, med anspændthed hos hesten til følge, og deraf dårligere bremser, mere fart og større utryghed hos rytteren, hos andre skulle vi arbejde med det allerede i skridt.

En øvelse vi brugte var at ride hesten på en cirkelvolte rundt om 4 bomme lagt i et stort plus (fokusblomsten), som er en bomformation jeg bruger rigtig meget. Vi gjorde det, at rytteren satte i trav ved bom 1, travede med almindelig tøjlekontakt hen til bom 2, forlængede så tøjlen frem mod bom 3 og ud for bom 3 måtte de tage ned i skridt igen, ved bom 4, kunne vi så sætte i trav igen og gentage mønstret (øvelsen kan også laves mellem skridt og parade i stedet for mellem trav og skridt). Fordi rytteren vidste, at de kun skulle trave en kvart volte på løs tøjle, så blev det mere ok for dem, der var altså en stor tryghed i forudsigeligheden. Samtidig skete der det for alle, at overgangen fra trav til skridt blev væsentlig blødere, end den var, da vi havde travet samme mønster men med konstant tøjlekontakt. Det var her det gik op for mig, at hvis vi skal skabe en blød og lydig hest, som det er trygt at være på, så er vi nødt til først at ride den afspændt, og det kræver at vi tør forlænge tøjlen. Når så vi har styr på afspændtheden og trygheden, så kan vi begynde at træne efter mere spændstighed, men uden at genskabe anspændtheden.