Når frygten for fejl forhindrer fremskridt

Jeg havde i går en interessant samtale med min mand (der er IT-sikkerhedsekspert), om hvordan en nulfejlskultur i virksomhederne hæmmer udvikling og fremskridt og i sidste ende øger risikoen for alvorlige fejl, dels fordi den eneste måde at være sikker på ikke at lave fejl på er ved ikke at lave noget (og så kommer man automatisk bagud), og dels fordi en nulfejlskultur får folk til at dække over de fejl de uvægerligt kommer til at begå frem for at være åben om dem og få hjælp til at få dem rettet.

Det gik op for mig, at en del af den samme problematik gør sig gældende i hesteverdenen, i hvert fald i det hestevenlige hjørne jeg færdes i. Fordi rigtig mange ryttere ønsker at gøre det bedste for deres hest (heldigvis), så bliver de også bange for at lave fejl, "hvad nu hvis det gør ondt på hesten" eller "hvad nu, hvis den ikke forstår det" eller "hvad nu hvis den ikke er klar" og så videre. På den måde bliver hest og rytter fastholdt på deres nuværende niveau, eller niveauet daler ligefrem, fordi rytteren ikke vil udfordre eller presse hesten, af frygt for at gøre noget forkert. Det er min erfaring, at hvis vi generelt tager hensyn til hestens fysiske og mentale kapacitet, og træner med fokus på både indlæring og god brug af kroppen, så er hestene vældig tolerante over for småfejl, hvor vi kommer til at bede dem om noget de eller vi ikke er klar til eller på en måde de ikke forstår. Hvis vi vil udvikle  os selv og vores hest, så er vi nødt til at skubbe til grænserne, vi er nødt til at bevæge os ud til kanten af det vi kan, og engang imellem, så betyder det vi ryger over kanten, men hvis vi er opmærksomme på hestens signaler, så kan vi hurtigt opdage det og ændre kurs i træningen uden hesten tager skade eller bliver unødigt frustreret.

I lørdags red jeg undervisning ved Susan Kjærgård, det er altid en lærerrig fornøjelse. Emnet for dagens undervisning blev tøjlekontakt. Jeg var nemlig til mit første islænderstævne (3 gangs træningsstævne) for nyligt og i den forbindelse var der i kritikken kommenteret på mine løse tøjler. Jeg syntes ikke selv jeg havde SÅ løse tøjler, der var i hvert fald en fin mental kontakt mellem mig og Verdandi på hele turen, da jeg kom hjem og så videoen kunne jeg dog godt se, at mine tøjler var ret løse, selvom både mig og hesten var helt klar over, hvad der foregik i den anden ende hele tiden. Du kan se video af ridtet herunder:

 

https://youtu.be/sz15j_zEvJg

Den primære grund til den løse kontakt var, at jeg ville teste, om jeg kunne bevare den mentale og lette fysiske kontakt i det noget mere krævende miljø et stævne er, og det må jeg sige lykkedes fantastisk, Verdandi var totalt på mig i både skridt, trav og galop og begge retninger. Den anden grund til den løse kontakt er, at jeg synes han mister den bløde spændstige ryg når jeg korter tøjlen op, så jeg har lidt ladet kontakten ligge for at undgå at genere hans ryg (frygt for fejl måske...).

I lørdags til undervisning var fokus så netop at tage kontakten og bevare ryggen blød og oppe, fordi det er det næste skridt, hvis vi skal udvikle vores ridning videre. Undervejs i undervisningen mens jeg skridtede afsted og arbejdede med at korte tempoet helt ned til parade og stadig bevare blødheden, sagde Susan, at det ikke gjorde noget at det tog tid, og jeg var nødt til at holde tøjlekontakten over mange skridt, for selvom det var mere kontakt end jeg plejer, så var det stadig en meget let og fin kontakt som Verdandi tog imod med blød og lukket mund. Netop det kom jeg til at tænke på, da vi dagen efter diskuterede nulfejlskultur i relation til ridning og hestevelfærd, for når udgangspunktet er blødt og rart for hesten, og vi så skruer lidt op, så gør det ikke noget, at løsningen måske ikke sidder i skabet i første forsøg, så længe det pres vi udsætter hesten for stadig er rimelig lavt. Alt for ofte kommer vi ubevidst til at give efter, hvis hesten f.eks. stiver sig når vi tager i tøjlen, så slipper vi og prøver igen, og på den måde træner vi faktisk hesten til at det "rigtige" svar på øget kontakt er at stive sig, i stedet for at ride stille og roligt igennem stivheden (en fejl) og først give efter, når hesten igen bliver blød. Naturligvis kræver det, at vi kun har øget presset en anelse og ikke pludselig rider med 10 eller 20 gange højere pres, for så skal vi nok vente for længe på den bliver blød igen.

Når jeg står med en udfordring som ovenstående med kontakten, hvor jeg ved, at jeg risikerer at falde i "det er vi nok ikke klar til" eller "det behøver jeg jo egentlig ikke at kunne" fælden, så er det emner jeg vælger at tage op når jeg har mulighed for hjælp og undervisning, så jeg kan blive fastholdt og guidet i processen i stedet for at lade min ubevidste frygt for fejl standse vores udvikling.

Så husk uden fejl ingen fremskridt, og heste er fantastiske til at tilgive vores ufuldkommenhed, især når vi generelt behandler dem godt.