Lederskab - hvad betyder det for dig
I denne uge var jeg ude hos en elev med en yngre usikker hest, som hun har haft nogle udfordringer med. Det viste sig, at det hesten allermest havde brug for, var klare opgaver og konsekvent brug af signaler og negativ forstærkning (altså ophør af pres, så snart hesten gør det rigtige, det kan du læse meget mere om lige her om læringsteori). Da hun havde arbejdet på den måde i ganske kort tid, så faldt hesten mærkbart til ro og tog super fint imod de øvelser vi bad ham lave. Det ledte mine tanker hen på begrebet lederskab, og hvad det betyder i hestesammenhænge. For 10-15 år siden arbejde jeg efter Pat Parellis (Natural horsemanship) principper og var noget nær hjernevasket i forhold til, at det var den eneste sande vej, og PP's ord var lov (beklager på forhånd, hvis jeg træder nogen over tæerne ved at udtale mig om noget, der ikke fungerer på den måde i dag, jeg ved kun, hvordan det var dengang, da jeg ikke har beskæftiget mig nævneværdigt med systemet siden). I hans system (og mange andre i kategorien natural horsemanship), skal rytteren være lederhesten, der bestemmer ved at være størst og stærkest, en såkaldt alpha leder. Min erfaring (desværre også fra min egen træning den gang) er, at den tankegang ofte fører til hårdhændet behandling af hestene, der skrues massivt op for presset, fordi hesten ”skal vide hvem der bestemmer”. Da jeg på Landbohøjskolen begyndte at lære om hestens adfærd og læringsteori, gik det gradvist op for mig, at der var en bedre og mere hestevenlig måde at arbejde på, at vi ikke behøver være alpha lederen, og at det er meget nemmere (og sjovere!) at træne heste ved at være en klog træner end en stærk træner. Det førte til, at jeg i årevis har undgået at bruge begrebet lederskab, fordi det for mig var uløseligt forbundet med alphalederskab og unødig magtanvendelse. Gennem det sidste års tid er det dog blevet mere og mere tydeligt, at lederskab er et begreb, jeg er nødt til at forholde mig til, og skabe min egen forståelse for, som jeg kan bringe videre til mine elever og kursister. For vi er nødt til at tage lederskab i vores hestetræning, men i modsætning til mine Parelli dage, så tager jeg ikke lederskab over hesten, men derimod over situationen. Det er med heste som med børn, det er mig, der er den voksne, og det er mig, der i sidste ende står med ansvaret, det betyder ikke, at det altid er mig, der skal bestemme alting, men det er mig, der skal have en plan, og det er mit ansvar, at vi når i mål, og det er mig, der skal være smart nok til at justere planen undervejs, og tage hensyn til hestens eller min egen dagsform. For mig indebærer det at tage lederskab over situationen og hestens træning også at være konsekvent og forudsigelig over for hesten, det betyder ikke, at jeg skal være hårdhændet, det betyder, at når et tag i tøjlen betyder stop i dag, så gør det også i morgen, og når et klik med tungen betyder gå frem, så betyder det ikke også løft hoven eller bak. For hestene gør det en tydelig forskel, når vi som ryttere/trænere tør tage ansvar og tage lederskabet på os. Da jeg primært arbejder med ryttere, der sætter hestevelfærd i højsædet, så møder jeg også mange, der er blevet for forsigtige i deres tilgang til hesten, og ikke tør sætte grænser og være konsekvente (ikke hårdhændede) med deres signaler og krav/ønsker til hesten, med forvirrede, frustrerede og af og til temmelig uopdragne heste til følge. Når vi får sat skik på rytterens brug af signaler, får systematiseret brugen af forstærkning, og rytteren tager lederskabet over omgangen med hesten, så falder langt de fleste heste til ro og tager gladelig del i træningen. Så har du udfordringer med din hest, så kig først på dig selv, har du taget ansvar og lederskab for situationen, eller må hesten selv klare det? Betyder dine signaler altid det samme, og er du altid bevidst om din negative (eller positive) forstærkning? Hesten lærer nemlig altid, uanset om vi tror vi træner den eller ej. Har du brug for hjælp til at få styr på træningen er du altid velkommen til at kontakte mig. Jeg kører på hele Fyn, men kommer også gerne og holder kurser/foredrag i resten af landet, og ellers har jeg et stort netværk af gode kollegaer jeg kan henvise til. Er du i nærheden af Fyn, så holder jeg i de kommende måneder en foredragsrække om træning og pasning, den kan du læse meget mere om her http://roejlegaard.simplero.com/page/31339 Du kan også lige nå at snuppe en plads på onlinekurset Tryg til hest, og få sparket 2015 i gang med masser af motivation og rideglæde http://roejlegaard.simplero.com/products/28881-Tryg-til-hest-onlinekursus-start-9-01-15 Jeg vil ønske dig et fantastisk 2015 med masser af dejlige hesteoplevelser. Merete Stenner
0 kommentarer
Skriv en kommentar