Ridesikkerhed = regler, vaner eller viden

Når jeg tager ud og holder foredrag om ridesikkerhed, så starter jeg som oftest med at definere, hvad ridesikkerhed er for mig i forhold til, hvad folk oftest forbinder med ridesikkerhed. Traditionelt handler ridesikkerhed mest om regler og vaner, hvor det i min definition i langt højere grad handler om viden, da det er min erfaring, at viden og forståelse for hesten har en langt større effekt i forhold til at skabe sikker og hensigtsmæssig adfærd hos rytteren i forhold til regler og vaner:

Langt de fleste ryttere er vokset op med, at vi altid skal føre hesten på dens venstre side, samt stige op fra venstre, men hvorfor er det egentlig det er så vigtigt? Er det fordi vi er højrehåndede, eller er hesten venstre"håndet" eller har det noget med trafik at gøre? Eller er det simpelthen fordi i gamle dage, hvor rideheste var noget, der hørte militæret til, der havde soldaterne sablen ved venstre ben (for at kunne trække den med højre hånd), og det var derfor absolut nemmest at stige op fra venstre side for ikke at skulle svinge sablen med over hestens ryg? Jeg tror på den sidste forklaring, og det betyder altså, at det ikke har nogen praktisk sikkerhedsmæssig betydning i dag, om vi gør tingene fra den ene eller den anden side. Faktisk kan der være en fordel i at vænne hesten til at blive håndteret, trukket og steget op på fra begge sider. Hvis man f.eks. en dag står med en dårlig hånd eller et dårligt ben kan det være smart at kunne gøre tingene fra højre side også. Har hesten hele sit liv været vandt til at alting foregår fra venstre kan dette skift gøre den utryg, hvilket naturligvis gør håndteringen mindre sikker, hvorfor det er smart helt fra føl at tilvænne den til alsidig håndtering, eller hvis man først får sin hest som voksen at tilvænne den til højrehåndtering fra starten, selvom man hverken har problemer med arme eller ben, så både hest og rytter er klar den dag behovet måtte opstå. I forhold til sadlen, hestens ryg og vores egen ligeudretning er det i øvrigt også en fordel at gøre tingene fra begge sider, for mange ryttere kan det være en kæmpe fysisk udfordring at stige op fra den "forkerte" side.

Dette med siderne er bare ét eksempel på et sted, hvor ridesikkerheden bygger på tradition frem for viden, også en ting som at man skal være stille og opføre sig roligt omkring heste opfatter jeg som en sandhed med modifikationer, selvfølgelig skal der være rimelig ro i stalden, så hestene ikke stresses, men i og omkring ridehus og baner kan det ligefrem være en fordel med et vist niveau af forstyrrelser. Hvis hesten helt fra tilridningen, har været i et roligt ridehus beskyttet mod larm og mærkelige synsindtryk, så vil den være dårligt rustet til mødet med en stævneplads eller den dag, der er legende børn bag barrieren. Hvorimod en hest, der er trænet i varierende omgivelser med både støj og mærkelige ting, vil have langt mindre risiko for at blive forskrækket, når der sker noget uforudset, og dermed vil det også være en sikrere hest at omgås og ride.

Et andet punkt, hvor jeg gerne vil udfordre traditionerne er omkring brugen af bid og andre "tvangsmidler". En klassisk løsning på en hest, der er svær at holde er at give den et skarpere bid eller stramme næsebåndet. Her vil jeg meget hellere sætte ind med en større forståelse for hestens læringsmekanismer, så den kan få indlært et godt stopsignal på et almindeligt bid, og med en næserem, der giver plads til de obligatoriske to fingre. Dette ønsker jeg både af hensyn til hestens generelle velfærd, men også fordi det i mine øjne er langt mere sikkert. Hvis jeg er nødt til at påføre hesten en høj grad af smerte for at kunne stoppe den, så vil det i en situation, hvor hesten bliver bange og løber være med til at forstærke dens oplevelse af, at der er noget at være bange for, og den vil derfor blive endnu sværere at stoppe, samt at risikoen for, at udstyret går i stykker, og jeg dermed slet ingen bremser har bliver større. Jeg vil også mene, at hvis det f.eks. er nødvendigt at ride en hest med glidetøjler til stævneopvarmning eller på tur, for at kunne styre den, så burde vi slet ikke have sat os selv og hesten i den situation i første omgang, men i stedet have lavet et bedre hjemmearbejde dels med indlæring af gode basissignaler og dels med tilvænning til larm, biler osv.

Faste rutiner er ganske udemærket, og kan være med til, især i store stalde, at reducere mængden af stressende faktorer i hestens dagligdag. Jeg synes dog det er værd at være opmærksom på, at rutinerne ikke bliver så faste, og at hestens tryghed kommer til at afhænge så meget af dem, at eventuelle afvigelser, f.eks. ved afløsere i stalden, eller når hesten tages med i byen, får hesten til at blive så utryg at det går ud over sikkerheden.

Det budskab jeg gerne vil sprede, for at skabe bedre ridesikkerhed er:

• Viden om hestens adfærd, og hvordan vi træner den, så vi kan forudse dens reaktioner, og træne den til at reagere hensigtsmæssigt både på udefrakommende faktorer og vores signaler.
• At vi skal udvise omtanke i vores omgang med hesten.
• At hest og rytter skal være mentalt i balance.
• Og endelig at vi naturligvis skal sørge for ordentligt udstyr til både os og hesten, og de forhold vi træner og holder hest under skal være sikkerhedsmæssigt i orden.

Så er der bare tilbage at sige "husk hjelmen", for uanset hvor veltrænet en hest vi har, så er det et levende væsen, og der kan altid ske noget uforudset, eller den kan falde over sine egne ben, også hjemme på dressurbanen. Og så håber jeg du er blevet nysgerrig på hvad ridesikkerhed også kan handle om, så du får din klub eller stald til at arrangere et foredrag. Har du en kommentar til, hvad ridesikkerhed er for dig, så er du meget velkommen til at skrive den i feltet herunder.

Merete