Hoppedihop afsted i galop
Galop har for mig i mange år været en udfordrende størrelse, ikke fordi jeg har en masse dårlige oplevelser med galop, men nok nærmere fordi jeg i årevis ikke har galopperet ret meget, og overgangen fra trav til galop så efterhånden er blevet en stor ting. Dels er der skiftet i hestens rytme, som det kræver en god balancering at forblive blød og afspændt igennem, og dels har jeg ofte en snert af frygt for at hesten bukker, snubler eller gør andet mærkeligt i anspringet. Derfor gik der også 1½ år fra jeg købte Lukas til vi fik vores første galop sammen. Da jeg købte ham havde jeg en kollega til at galoppere ham for lige at tjekke, at det gear også virkede selvom jeg ikke selv turde bruge det, den gang var det en udfordring for ham at balancere sig til at galoppere på en 20*40 bane, men det gik. Balanceringen har jeg så arbejdet rigtig meget med i skridt og trav, og han er nu en helt anderledes lækker hest at være på. I november da jeg var på trænersamling var det egentlig min plan, at vi skulle have taget hul på galoppen, af forskellige årsager var vi alligevel ikke helt klar, men jeg fik igen en kollega til at galoppere ham, så jeg kunne se at det kunne lade sig gøre uden problemer, nu var det tydeligt blevet meget lettere for ham at komme rundt på banen i galop, så det fik mig forvisset om at vi var på rette vej.
De gange, jeg har ladet kollegaer været testpiloter, er det vigtigt at bemærke, at det ikke er fordi jeg har haft en forventning om at der ville ske noget, havde jeg det, så ville jeg heller ikke sætte andres liv og helbred på spil. Jeg har gjort det fordi jeg ved med mig selv, at det er en stor hjælp for mig at have set, at hesten galopperer fint under rytter, og fordi jeg ved, at hvis hesten viser sig at være svær at springe an, så vil jeg selv have svært nok ved at være beslutsom nok til at få anspringet.
I starten af december var vi så to dage på Blue Berry Hill og red 4 lektioner, det er her videoen er fra. Jeg var godt kommet frem til, at det var nu vi skulle galoppere, min plan var så, at det skulle være i den sidste lektion dag 2, Susans plan var åbenbart at det skulle være i 2. lektion første dag, så det blev det til! Som du måske kan se på videoen, så er det en kæmpe udfordring at give nok efter i anspringet, men det bliver bedre og på dag to begynder det også at føles rigtigt og jeg tør give mere slip både fysisk og mentalt. Højregalop er lidt sværere for Lukas, derfor er det kun venstregalop vi arbejder med på videoerne for at gøre det så let som muligt for både Lukas og jeg. Når så jeg føler mig sikker i anspringene og kan give Lukas alt den plads han behøver, så kan vi tage fat på anspring til højre, i mellemtiden træner jeg højregaloppen i longe, og laver en række løsgørende øvelser, der gerne skulle gøre højregalop lettere.
Så hvad kan du lære af det?
Du kan lære, at med god forberedelse, så kan man overkomme sine udfordringer. Fordi jeg har trænet målrettet på at gøre Lukas bedre balanceret i skridt og trav, så er galoppen også blevet lettere for ham, og dermed mere overskuelig for mig at gå i gang med. Du kan også lære, at det kan være en hjælp at se andre ride ens hest, ikke fordi de skal være crash-test-dummies fordi du tror hesten måske prøver at sende dem til månen, men fordi det, når hesten er klar til opgaven, giver dig den ekstra tillid til hesten, at du har set den gøre en øvelse eller gangart med en anden rytter. Det virker i øvrigt kun, hvis du også selv er klar, hvis ikke, så kan det være et større nederlag at se andre gøre noget med din hest, som du ikke selv tør. Så er det bedre selv at træne hesten indtil DU også er helt klar.
Endelig, så kan du lære, hvorfor det er vigtigt at være bevidst om, hvilke signaler du giver til din hest, både dem du giver med vilje, og dem du giver uden det var meningen. Som du ser i videoen, så er det super svært for mig at give nok efter i anspringet, det vil sige Lukas oplever, at jeg siger frem med ben, stemme og måske oven i købet pisken, men min hånd (og til dels min krop) siger stop, heldigvis har jeg her Susan på jorden til at hjælpe mig med at give nok efter, for det føltes for mig i de fleste anspring, som om jeg var ret godt med, og der kunne Susan så se, at for at Lukas skulle tro på, at jeg mente frem og ikke stop, så skulle der endnu mere eftergift til. Det er i den slags situationer konfliktadfærd meget let opstår, når man ubevidst siger to modstridende ting til hesten, og hvis du ikke er opmærksom på, at dine signaler "taler i munden på hinanden", så går det hurtigt galt, og pludselig er hesten stemplet som dum, fræk, doven eller vild selvom den i virkeligheden bare er forvirret over dine signaler.
For at hjælpe dig med at få styr på signalerne og succes med din træning, så holder jeg en online-workshop 22. januar med netop det fokus, du kan læse meget mere om workshoppen her.
0 kommentarer
Skriv en kommentar